Knudhule-badehotel-logo-2
julehilsen_knudhule2020

Kære gæst!

Først og fremmest: af hjertet TAK! 2020 har været det mest specielle år i Knudhule Badehotels nyere historie, men takket være din og andres opbakning er det lykkedes os at komme igennem året på en fornuftig måde.

Et år med op- og nedture
Knudhule har i årenes løb stået model til lidt af hvert. Under krigen blev hotellet indtaget af besættelsesmagten, og i 70’erne var det ved at falde fra hinanden på grund af dårlig vedligeholdelse. Alligevel har 2020 været året, der bød på de største op- og nedture.

Siden 2013 har vi gradvist forvandlet Knudhule fra et halvstøvet kursuscenter og vandrehjem til det, det er i dag. Også i år begyndte vi med en omfattende renovering. Enghuset og vores bjælkehuse fik den store tur, men knap havde vi sat den sidste tapetstump op, før coronaen gjorde sit indtog. Vi måtte lukke i to forårsmåneder og kunne kun tilbyde takeaway. Selv om vi altid har drevet Knudhule efter sunde økonomiske principper, er en lukning lige efter en stor renovering ikke specielt hensigtsmæssig.

I maj kom genåbningen så med godt vejr og optimisme for fremtiden. Sommeren og det tidlige efterår var fantastiske og gjorde godt for forretningen, men i slutningen af september begyndte coronaen igen at påvirke vores drift. Grebet blev gradvist strammet, indtil det den 11. december var slut for i år.

Tak for den trofaste opbakning!
Under hele denne rutsjebanetur har vores gæster trofast bakket os op – både under nedlukningen i foråret og under efterårets begrænsninger, som uge for uge gjorde det stadig mere udfordrende at drive forretning. Du og andre har købt de varer, vi har haft til salg, og støttet op om vores påfund – takeaway, sommer på terrassen, konferencer, møder og selskaber i massevis. Og det skal I have rigtig mange tak for!

Nye projekter i støbeskeen
Nu ser vi frem mod 2021. Vi er ved at færdiggøre menuer og tilbud, så vi er klar, når myndighederne siger god for at genåbne. Vi har som altid et par projekter i ærmet: Vi renoverer syv annekshuse, som får nye badeværelser. Vi frisker receptionen op, som længe har set lidt bedaget ud. Og vigtigst af alt får vi et centralt handicaptoilet i hovedbygningen. Det har længe været en udfordring at besøge Knudhule som kørestolsbruger, men fra januar bliver det en bedre og mere værdig oplevelse. Følg med i arbejdet på Facebook!
DSCF1401

Stadig mulighed for Take Away

Vi holder åbent for takeaway frem til 20. december, hvorefter vi holder lukket hen over julen, men allerede nu kan du booke ophold i det nye år! Klik på dette link for at se, hvad vi kan tilbyde.
Knudhule_jul_2
Vi ønsker dig og dine nærmeste glædelig jul og godt nytår. Pas godt på jer selv og hinanden. Vi ses i 2021!

Dean Jespersen og Anders Kalstrup